Få flotte moderne gulve med ludbehandling – sådan gør du

Hvis du har lidt håndværksmæssig snilde, kan du selv afslibe dine gulve og få et flot lyst trægulv. Du skal sørge for at have det rigtige udstyr, men det kan du leje dig til. Her beskriver vi, hvordan du griber både afslibning og ludbehandling an.

Det nødvendige værktøj

Du skal som sagt have det rigtige værktøj for at kunne få et pænt resultat, når du sliber gulvet. Derfor anbefales det, at du lejer det i en farvehandel eller i et byggemarked. Personalet i butikken kan vejlede dig i forhold til, hvad du skal bruge både af maskiner og materialer. De maskiner, du overordnet skal bruge for at slibe dit gulv af, er:
• En båndslibemaskine eller en slibemaskine samt slibebånd i forskellige grovheder. Ved et meget glat gulv kan det være en ide at anvende en rondelsliber i stedet.
• En kantsliber eller alternativt en excentersliber eller en båndsliber.
• En deltasliber.
Det er smart at leje alle slibemaskiner med indbygget støvsuger. Det støver rigtigt meget, når man sliber et trægulv.

Sådan skal du anvende slibemaskinen

• Sørg for at ledningen ikke kommer i vejen. Det er en god ide at lægge den hen over skulderen, så ved du, hvor den er.
• Sænk maskinens slibeflade ned til gulvet.
• Du skal nu bevæge slibemaskinen langsomt og målrettet og i et jævnt tempo.
• Du skal sørge for, at det er dig, der hele tiden har kontrollen over maskinen. Hold derfor igen på den og læn dig ikke mod den. Du må heller ikke presse den ned i underlaget. Så risikerer du at gøre overfladen ujævn.
• Du skal jævnligt se efter at slibepapiret ikke flosser eller er for slidt. Er det tilfældet, skal du straks skifte det.

3 gange slibning

Du skal slibe gulvet tre gange for at få et godt resultat. Den første slibning er med et groft slibebånd (korn 16 eller korn 24). Slibning nummer 2 er en mellemslibning (korn 40 eller korn 60). Sidste og afsluttende slibning er med et fint slibebånd (korn 80 eller korn 100). Læs mere om slibning generelt her.

Andre læste også:  Skimmelsvamp symptomer

Grundig rengøring

Efter du er færdig med slibningen skal du støvsuge og fjerne alt støv meget grundigt. Du bliver nok også nødt til at støvsuge alle andre flader i rummet. Det er bedst, hvis gulvet overfladebehandles med det samme, så du undgår, at det bliver beskidt eller skadet. Ellers så dæk det af grundigt, for det nysledede træ er meget sart.

Efter afslibningen

Ideelt skal det færdigslebne gulv tage sig således ud:
• Gulvfladen er jævn og plan. Der kan ikke mærkes niveauforskelle mellem brædder eller eventuelt stave.
• Gulvets overflade er slebet til råt træ. Den gamle overfladebehandling må ikke være synlig nogen steder.
• Kanter og hjørner skal være uden overgange til den større gulvflade.
• Når man ser gulvet fra normal ståhøjde (ca. 160 cm over gulvet), skal det syne glat og uden ridser.

Efterbehandling med lud

Hvis du ønsker et flot lyst gulv, kan det anbefales at behandle gulvet med lud. Ludbehandlingen standser gulningsprocessen i træet. Du skal være opmærksom på at benytte den rigtige lud, da der skal bruges forskellige typer alt efter, om gulvet er lavet af nåletræ eller løvtræ. Når luden skal påføres, skal det ske på langs af brædderne, hvorefter den skal have lov at tørre nogle timer. Når luden er tør, skal gulvbrædderne slibes let med et korn 100 slibebånd. Dernæst støvsuges gulvet grundigt.

Vælg en beskyttende grundbehandling

Ludbehandlingen beskytter kun mod gulning ikke mod pletter, ridser mm. Derfor skal gulvet så hurtigt som muligt have en beskyttende grundbehandling med lak, sæbe eller olie. Hvis det er et ældre trægulv, giver det et flot og rustikt udtryk at behandle med sæbe. Sæbebehandlingen er ikke så modstandsdygtig som lak og olie, men udføres behandlingen rigtigt, er den dog ganske modstandsdygtig overfor snavs og pletter. Gulvet skal dog vaskes jævnligt med sæbe for at bevare modstandsdygtigheden. For at mætte gulvbredderne skal det vaskes tre gange første gang. Ønsker du at fremhæve det lyse look, kan du bruge en hvidpigmenteret sæbe. Læs mere om efterbehandling her.

Martin Forfatter

Martin har det daglige ansvar hos BygOgHus og er en gør-det-selv person til fingerspidserne. Han har altid selv mange projekter i gang, så der altid sker noget nyt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *